Kompensationsbestemmelsen i Nordsøaftalen klar

Økonomi- og Erhvervsministeriet

11/11-2003

Den detaljerede bestemmelse om kompensation i Nordsøaftalen mellem regeringen og A. P. Møller - Mærsk er nu på plads. Bestemmelsens hensigt er at kompensere bevillingshaverne for virkninger af nye love og regler, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen.

Der er en række centrale elementer i den detaljerede aftale om kompensation:
* Der kan kræves kompensation bl.a. ved stramninger af den danske kulbrinteskat og andre fiskale skærpelser, der specifikt retter sig mod producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen.
* Generelle ændringer, nye regler fra EU berøres ikke og ikke-diskriminerende ændringer af retstilstanden medfører ikke ret til kompensation.
* Det vil fortsat være muligt at gennemføre nye regler om miljø, arbejdsmiljø og sikkerhed, uden at det giver anledning til kompensation.
* Omlægninger af beskatning, såvel generelle skattelempelser for erhvervslivet som øget beskatning, hvori også indgår beskatning rettet mod producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen kan gennemføres uden der kan stilles krav om kompensation. Det forudsætter dog, at bevillingshaverne ikke stilles forholdsmæssigt ringere end gennemsnittet af dansk erhvervsliv under et.
* Kompensationen kan højst udgøre statens aftalemæssige nettofordel.
* Folketingets almindelige beskatningsret berøres ikke.

- Aftalen med A.P. Møller - Mærsk indebærer en markant forhøjelse af statens andel, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Marginalskatten kommer helt op på 73 pct. - og det er vel at mærke af et meget bredere skattegrundlag end tidligere. Hvis der på den baggrund fortsat skal ske teknologisk udvikling og eftersøgning efter mere olie og gas, er det vigtigt, at der skabes stabilitet og ro om den fremtidige beskatning. Og det er hele baggrunden for kompensationsaftalen.

Samlet betyder Nordsøaftalen, at staten får en langt større andel af værdierne i Nordsøen end hidtil. I perioden fra 2004 til 2042 kan staten se frem til i gennemsnit 61 pct. af overskuddet. Og alene fra 2004 til 2012 er der tale om et forventet merprovenu på 22 mia. kr. i 2003-priser.






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site